Vandretur på Koko Head og amerikansk fodbold

D. 27.04.12

14 seje piger der bestiger Koko Head

Selvom det var vores fridag valgte vi alligevel at stå op kl. 06.00, fordi vi skulle ud på en vandretur og bestige Koko Head. Jeg havde lidt svært ved at komme i gang i dag og endte også med at stresse rundt for at nå det hele inden vi skulle ud af døren. Vi mødtes med nogle af de andre piger i lobbyen og gik hen til busstoppestedet, hvor vi mødtes med de sidste piger der skulle med os. Vi stod nok og ventede på bussen en halv times tid og da den endelig kom, kunne jeg næsten ikke overskue det. Men vi stod på bussen og kørte en times tid og så skulle vi skifte til en anden bus. Så skulle vi kører udueligere 30 min. inden vi var ved Koko head, eller det vil sige at vi blev sat af tæt på hvor Koko head starter. Da vi stod af bussen kunne vi se Koko head og så gik det for alvor op for os alle hvor langt der var op til toppen. Der var virkelig langt og et kort øjeblik, undrede jeg mig over hvad jeg havde begivet mig ud på. Men nu var vi der og så skulle det også gennemføres. I starten havde vi lidt problemer med at finde derhen, men til sidst lykkedes det og så var vi lidt trætte inden vi overhovedet var kommet i gang. Da vi stod ved enden at bjerget, kunne vi se at vi skulle op af en masse trapper og det gik stejlt, rigtig stejlt. Vi skulle gå på en gammel jernbane og hvert trin var lavet ud af de tygge bredder der ligger under skinnerne. Pga. den store stigning der var, så var nogle af trinene meget høje og ind i mellem var det næsten svært at komme op af dem. Sådan var det hele dan lange vej op og der var 1300 trappetrin i alt. Da vi stod dernede og kiggede op, kunne jeg næsten ikke overskue det, men samtidig ville jeg også gerne bestige bjerget sammen med de andre piger. Så der var kun én ting at gøre og det var at begynde at gå.

Så går det bare op, op, op!

Det var virkelig hårdt og varmt, tror aldrig jeg havde prøvet noget lignede. Jeg troede at jeg havde en god form, men da jeg først var gået i gang med at gå, fandt jeg hurtig ud af, at min gode form ikke rakkede til sådan en vandretur. Det blev bare ved med at gå op af i en uendelighed og for hvert skridt vi tog blev det bare hårdere og hårdere. Jeg fik virkelig sat mine grænser på prøve og selvom jeg var træt, skulle jeg bare helt op på toppen. Inde i mit hovedet, var der ikke noget der hed at stoppe, vende om og gå ned igen. Selvom det var lidt fristende, fyldte min stædighed mere og det fik mig til at gå videre. Selvom vi prøvede at følges nogenlunde, var det lidt svært da vi alle gik i vores eget tempo. Men vi prøvede alligevel at følges nogle stykker af gangen, så der ikke var nogen der gik alene. På et tidspunkt var der et stykke, hvor vi skulle gå på de der tygge bredder, hvor der var hul igennem hvert trin og langt ned nedenunder dem. Det var lidt nervepirrende fordi der var et stort mellemrum mellem hvert trin og så kunne du se hvor langt ned der var. Jeg valgte at koncentrere mig om at gå i et forholdsvis hurtigt tempo, da det fungere bedst for mig og så var det også hurtigt overstået. Da jeg var over det stykke, gik jeg sammen med Elise, Camilla L, Katrine og Sissel, da vi stortset gik i det samme tempo. Efter den lille nervepirrende tur over det trælse stykke, begyndte stigningen op ag bjerget for alvor at tage til. Det var virkeligt stejlt og det gjorde ikke turen bedre, at vi kun var halvvejs og at vi skulle forsætte med at gå på de bredder. Men vi holdte humøret oppe og kæmpede lidt til det sidste. Da vi endelig nåede toppen, kunne vi alle ånde lettet op og tage en lille slapper. Derefter kunne vi fortsætte et lille stykke mere med en endnu mere besværlig grund under fødderne og så gik vi helt op på toppen. Vi var alle mere end færdige og var stolte af os selv over, at vi nåede toppen og det var alt besværet værd.



Udsigten oppe fra toppen af
Koko head

Oppe på toppen var der en helt fantastisk udsigt ud over hele syddelen af Oahu og vi stod længe og betragtede den flotte udsigt. Det blæste også lidt oppe på toppen, men det var rigtig dejligt, fordi så kunne vi blive kølet lidt af igen. Vi fik også taget en masse billeder af udsigten, betragtede længe udsigten og var mere end glade for, at vi gjorde det. Udsigten var det hele den lange, anstrengende og hård vandretur værd. Jeg var afsted sammen med Marie, Elisabeth, Lise, Katrine F, Sabine, Camilla L, Mille, Elise, Julie S, Katrine R, Sissel, Cecilie, Julie A og Stina. Vi var nogle rigtig seje piger, da vi alle gennemførte turen og kom op på toppen. Selv Cecilie som havde meget svært ved det og flere gange havde lyst til at vende om, endte med at komme op på toppen til os andre. Marie og Elisabeth havde hjulpet hende med at komme op og det var rigtig flot af dem. Det var også rigtig sejt gået af Cecilie, at hun trods alt også kom op på toppen. Det var hun også rigtig glad for, da hun kunne se den flotte udsigt og sige at hun gennemførte det sammen med os andre. Vi var alle sammen stolte af hinanden. Vi havde klaret det på omkring 30-60 min., så det var rigtig godt gået.




Udsigten fra den anden side

Efter vi havde taget en masse fede billeder, tog vi lidt at spise og slappede lidt af inden vi begyndte at tage turen ned igen. Det var ikke nær så hårdt at gå ned igen, som jeg regnede med. Men det var meget besværligt fordi trinene var dybe og brede, så det var lidt svært at finde en god rytme og derfor blev det lidt anstrengende i længden.  Men det var også rigtig flot at se udsigten på vej ned og der var meget af det vi kunne kende, så det var meget sjovt at se. Turen ned gik også meget hurtigere end jeg havde regnet med, men da vi nåede til det nervepirrende stykke, var der nogle af pigerne som havde svært ved at komme ned, da de slet ikke følte sig trygge ved det eller brød sig om det. Men de kom igennem det og til sidst var vi alle nede igen. Vi var alle lettet over at havde gennemført det hele og det var en fed følelse jeg havde i kroppen da jeg kom ned. Da vi kom ned og så op på bjerget, var det lidt surrealistisk og vildt, at tænke på vi lige havde besteget det. Men samtidig var det også en fed fornemmelse og dejligt at det var overstået. Det var fedt at prøve, men det er nok også første og sidste gang at jeg gør det. For at finde en bus hjem, gik vi ned til Hamanua Bay, som ikke ligger langt fra Koko head, da vi vidste at der gik en bus direkte hjem til hotellet. Så vi ikke skulle skifte bus to gange og det var rigtig dejligt. Da vi kom derned gik bussen først 30 min. senere, så vi sætte os ned, slappede af, snakke og hyggede os sammen.

Da vi sad i bussen, kom der en underlig mand hen til os. Han satte sig ved siden af os og begyndte at snakke til os. Han lugtede meget af alkohol og vi havde slet ikke lyst til at snakke med os. Han gik rundt med en sportstaske og lige pludselig tog han en levende and op af den. Han havde seriøst en and som kæledyr. Vi havde virkelig ondt af den and over, at den var hans kæledyr og ikke fik lov til at leve frit som ænder ellers gør. Han snakkede til andre i bussen, selvom ingen rigtig havde lyst til at snakke med ham. Og det blev også meget forskrækket over, at han havde den med sig. Vi blev også rigtige overrasket over, at han bare tog den op af sportstasken som om at det var helt naturligt. Ikke nok med det, så tog han en flaske op af tasken, det lignede en flaske vodka, hældte noget af det i et krus, drak af det selv og gav derefter anden lov til at drikke det. Anden var også helt oppe at kører over det, og det er jo klart når den havde fået noget alkohol. Han kælede med den og den fik lov til at sidde på hans skulder. Han prøvede rigtig at blære sig overfor os piger, men vi prøvede bare at ignorere han og lade som ingen ting, selvom det var meget svært.  Da vi endelig var hjemme ved hotellet, åndede vi lettet op over at slippe væk fra ham, men havde ondt af anden.

Oppe på værelse, fik vi slappet lidt af og lidt at spise, inden vi skulle i gang med den store vasketøjsdag. Vi havde rigtig meget vasketøj og havde aftalt med Cecilie og Lisbeth, at vi kunne vaske tøj sammen. Så vi fik det hele sorteret inde på værelset og så var vi ellers klar til at komme ned i vaskekælderen og få noget rent tøj. Vi havde 4 bunker tøj, der var 7 vaskemaskiner så vi håbede at bare 4 af dem var fri, så vi kunne sætte alle vaskene over på én gang og ikke skulle vente alt for længe på dem. Desværre havde vi ikke helt heldet med os i dag, så der var kun tre maskiner der virkede og for at andre kunne komme til, så valgte vi kun at tage to af dem. Tror vi sad dernede sammenlagt 1,5 time for, at få vasket alt vores tøj og jeg fik læst lidt i min bog i mellemtiden. Da alt tøjet var vasket, skulle vi have det hele tørret. Vi tog det med op på værelset og tørrede det på altanen i håb om, at ingen fra receptionen ville opdage det. Jeg fik det hele op at hænge, skrev lidt dagbog og tog mig en lille lur da jeg var blevet træt efter vores vandretur. Så da Sissel kom ind på værelset igen, ringene de nede fra receptionen og bedte os om at tage det ned igen, da det er imod reglerne at tørre tøj på altanen. Så vi måtte i gang med plan b og det var at hænge alt vores våde tøj til tørre inde på værelset. Det endte med at vi lavede en tøjlabyrint, for at få det hele op at hænge. Så det er lidt svært at komme lidt rundt, men det bliver dejligt at få noget rent tøj igen. Så fik jeg skrevet lidt mere dagbog, gik i bad og lidt efter gik vi i gang med at lave mad. Vi spiste lidt tidligere i dag, da vi skulle ud på universitetet og se en amerikansk fodbold kamp senere på aften. Så for at nå det hele, spiste vi allerede lidt over 5. I dag stod menuen på lidt forskelligt, da vi var nået til det punkt, hvor alt skulle spises inden det blev for gammelt. Så vi fik en masse salat, majskolber, bønner stegt i hvidløg og smør og jeg fik pasta med tunsalat, mens Sissel tog pasta og nuggets. Det var rigtig lækkert.



Skolens orkester

Kl. 18.00 mødtes vi med Stina, Julia, Cecilie, Mille og Elisabeth nede i lobbyen og så gik vi samme hen til bussen. Det var meningen, at vi skulle følges med de andre, men da vi gik ud af hotellet så vi bussen komme så vi løb alt hvad vi kunne for at nå den. Så vi nåede bussen lidt tidligere end vi egentlig skulle, men det gjorde ikke noget da vi bare kunne vente på de andre derude. Da vi kom, var der allerede godt gang i underholdningen inde at kampen gik i gang, så det var fedt at vi nåede at få det med også. Vi så spillerne varme op, der var et lille orkester som spillede lidt og ellers sad folk bare og kiggede på det hele. Der skete alt muligt hele tiden og det var sjovt nok at opleve det. Vi havde der i lang tid før alle de andre fra holdet kom, men der var plads nok til at vi kunne sidde ved siden af hinanden. Det var rart nok, at vi kunne det og gjorde også det hele lidt mere hyggeligt. Da spillet gik i gang, var det lidt svært at finde ud af hvad det gik ud på. Jeg vidste selvfølgelig lidt om hvad spillet gør ud på, men synes det var lidt svært at følge med, når jeg ikke kendte reglerne 100 %. Det var der ingen af os der rigtig gjorde, så det blev lidt kedeligt til sidst. Der var også en masse skyer der begyndte at trække sammen om os, så vi sad bare og ventede på det vil begynde at stå ned i stænger senere. Men fordi vi heller ikke rigtig gad, at se det mere og ikke synes det var så spændende, som jeg ellers troede det var, så valgte vi at tage hjem midt i spillet. Vi havde nok set 30 min. af kampen og det var nok. Det var sjovt at opleve det og stemningen omkring spillet, men det var ikke helt som jeg havde håbet på. Men så havde jeg også oplevet det.



Spillerne der er klar til kamp

Vi var mange som valgte at tage hjem, da der ikke var så mange af os der fik noget ud af det. Så vi gik alle hen til busstoppestedet, men ingen af os vidste hvornår bussen gik. Vi kunne heller ikke se det nogen steder, så der var ikke andet at gøre end stå og vente. Efter 30 min. ca., var jeg ved at blive utålmodig og så kom bussen heldigvis lidt efter. Med det samme jeg kom hjem på hotellet, fandt jeg min computer frem og så skulle jeg skype med Astrid kl. 21.00. Sissel skulle også skype, så jeg valgte at sætte mig ned i lobbyen og snakke med Astrid.  Det var rigtig dejligt at se og snakke med hende igen. Vi havde en masse sjove og spændende ting at fortælle hinanden, så det var bare rigtig hyggeligt. Når først vi går i gang med at snakke, så kan vi blive ved i evigheder og især når det er længe siden vi sidst snakkede sammen. Tiden gik så hurtigt, alt for hurtigt og til sidst blev vi nødt til at logge af, fordi jeg ikke havde mere strøm på min computer og strømstikket var oppe på værelset. Men vi nåede at snakke en masse sammen og det var super skønt. Vi aftale også, at vi bare måtte finde en anden dag, hvor vi snart kan have en skypedate igen. Da jeg kom op på værelset igen, havde Sissel allerede gjort sig klar til at komme i seng og sad og skrev dagbog. Jeg begyndte stræks at skrive dagbog færdig for i dag og der skulle skrives meget. Så det endte med at Sissel lagde sig til at sove før jeg blev færdig, men det gjorde heller ikke noget. Da jeg var færdig med at skrive, gjorde jeg mig også klar til at komme i seng og lagde mig til at sove med det samme. Det ar også tiltrængt efter sådan en lang dag.