Skydive !! :)

D. 20.04.12


Vi skulle med denne bus ud til Skydive

Dagen i dag havde jeg glædet mig til rigtig længe, endda siden jeg tog afsted hjemmefra. Det var nemlig i dag, jeg skulle springe i faldskærm i 3-4 km højde over Hawaii og glædet mig rigtig meget. Vi skulle afsted rimelig tidligt, så vi stod op kl. 06.00, spiste lidt morgenmad, smurte en madpakke, pakkede en taske og så mødtes vi med de andre kl. 7.00. Så blev vi hentet med en bus ude fra skydive centeret og så skulle vi kører 1,5 times tid før vi var der. Vi var alle rigtig spændte og nogen mere end andre, men én ting var sikkert vi skulle alle prøve det. Køreturen var lidt nervepirrende, da den føltes så lang og vi egentlig bare gerne ville i gang med at springe. Da vi kom frem skulle vi starte med at se en film, som handlede lidt om de risici der er ved faldskærmsudspring og bagefter skulle vi skrive under på en masse papir. Det var bla. papir hvor der stod, at vi var klar over at det kunne gå alt og hvad der skete efterfølgende. At vi gjorde det på eget ansvar og ikke kunne sagsøge dem for noget bagefter, hvis der gik et eller andet galt. Det var lidt mærkeligt at skrive under på de seddeller og underligt at tænke på, at trods alt det vi fik at vide, så gjorde vi det alligevel. 


Her får jeg seledragten på af Nacho

Vi ventede og ventede, nogen var meget nervøse mens andre tog det lidt mere afslappet. Vi blev ved med at vente og nogle spillede kort, læste en bog og slappede af mens vi ventede på at det var blevet vores tur. Men i mellemtiden var der andre små grupper som skulle springe, så begyndte det at regne og så blev der ikke sprunget indtil regnen var stilnet af. Vi kunne følge med i hvem der skulle springe og efter tre timers vente, kunne vi endelig se de første af gruppens navne på skærmen. Vi skulle springe nogle stykker af gangen og jeg skulle springe sammen med, Mia, Mille, Elise, Elisabeth, Lisbeth som den allerførste gruppe. Vi fandt også ud af, hvem vi skulle springe med og nogle af pigerne havde tjekket instruktørerne ud snakket om hvem de helst ville springe med. Så de blev lidt misundelige da de fandt ud af, at jeg skulle springe med ham de synes var pænest og så sødest ud. Jeg tænkte ikke selv på det, men synes selvfølgelig at det var fedt J Han hed Nacho, virkede som en flink fyr og én der gerne ville gøre turen lidt vildere end den i forvejen var. Så fik vi en sele på, som var meget underlig at gå rundt med. Det føltes lidt ligesom at have en ble på, fordi man nærmest sad i den og så var det lidt svært at gå rundt med den. Så blev vi også lige orienteret omkring, hvad der skulle foregå og hvordan vi skulle gøre når vi sprang ud af flyet. Vi skulle gøre tre ting, først bukke os sammen og have armene over kors foran brystet, mens vi sprang ud. Så skulle vi have benene så langt bagud vi kunne og til sidst sprede armene ud, så vi lå vandret i luften. Det kunne vi godt lige overskue, men alligevel blev vi lidt mere nervøse og spændte omkring det hele. Så blev vi præsenteret for de fotografer som skulle hoppe sammen med os enkeltvis og tage billeder af os. Min fotograf hed Amberly og var en rigtig sej kvinde. Hun var rimelig rutineret i at springe og så skulle hun samtidig flyve og tage billeder af mig. Det var super fedt.




Gruppebillede inden vi skulle flyve

Da vi alle sammen havde fået vores udstyr på, fik vi taget et gruppebillede af os 6 der skulle springe sammen. Så kom tiden hvor vi endelig skulle afsted og så bankede alle vores hjerter på højtryk. Da flyet ankom, fik vi taget et gruppebillede foran flyet, sammen med vores instruktører og så var det bare om at komme op i flyet og afsted. Flyet var meget småt og smalt, så vi skulle sidde tæt for at kunne være derinde alle sammen. Vi skulle sidde på to bække, Mille og jeg sad allerbagerst i forhold til frontsiden af flyet, sammen med vores instruktør og vores fotografer. Jeg tænkte ikke nærmere over det, udover at jeg undrede mig lidt over hvorfor vi kørte baglæns da vi skulle til at lette. Jeg tænkte heller ikke nærmere over, at jeg sad tættest på døren og derfor var jeg den første af os der skulle springe. Det gik først op for mig, da vi var lettet og så begyndte mit hjerte at banke lidt mere. Selve udsigten på vejen op var helt fantastisk og det var dejligt bare at sidde i flyet. Alligevel var der alligevel en stemme inde i hovedet, som gjorde mig opmærksom på at når tiden var inde, så skulle jeg ud i luften og svæve. Undervejs åbnede fotograferne for den skydedør i flyet, fordi så skulle de tage en masse billeder af udsigten. Det gjorde d to gange og hver gang begyndte mit hjerte at banke, fordi så troede jeg, nu var det nu. Men det var det ikke før sidste  gang og så var der ingen vej tilbage. Vi var allerede spændt fast til vores instruktør oppe i flyet, men da tiden var inde begyndte de at spænde os endnu mere fast og endnu tættere på dem selv. Det var lidt grænse-overskridende, at sidde så tæt på en fremmed fyr, men samtidig skulle de jo gøre det for at sikre os endnu mere og så gjorde det ikke noget.



Så er jeg ude i luften og
svæver over O'ahu på Hawaii

Den allerførste der sprang ud var min fotograf, så hun var klar til at filme og tage billeder af mig. Så skulle min instruktør og jeg gøre klar til at springe. Vi skulle åbenbart springe baglæns, så vi sad med fronten mod de andre i flyet og ryggen ud mod luften. Så slap Nacho os fri fra flyet og så gik det hele i gang. Fordi vi sprang baglæns ud af flyet, gjorde at vi lavede en masse saltomortaler i luften og fordi der var så meget fart på og meget vind havde jeg lidt svært ved at trække vejret. Og ikke nok med det, så skulle vi også snøre lidt rundt da vi lå vandret i luften og til sidst blev jeg lidt svimmel af det. Så da faldskærmen sprang ud, spurgte jeg Nacho om vi ikke kunne tage det stille og roligt, fordi jeg havde det lidt dårligt. Så tog han lidt af farten af og så svævede vi bare rundt. Det var en helt vildt fantastisk følelse og oplevelse at svæve over Hawaii og selvom vi ikke kunne se de andre øer, så var det alligevel en mega fed oplevelse. Da vi først var kommet igennem skyerne, var der skyfrit, vejret var mega godt, der var vand på den ene side og land på den anden side. Så svævede vi rundt omkring mens Amberly fløj og tog en masse billeder. Vi havde fået at vide, at det vigtigste af det hele var, at vi skulle smile til fotograferne så vi kunne få nogle gode billeder. Men jeg havde lidt svært ved det, fordi jeg var lidt skidt tilpas og fordi der var så meget vind, så det var lidt svært. Men det var nu meget sjovt at se Amberly svæve rundt og tage en masse fede billeder og så kunne jeg koncentrere mig om at nyde det og nyde udsigten. Det var en helt ubeskrivelig følelse at være oppe i luften igen og følte mig meget bedre tilpas denne gang end allerførste gang jeg sprang faldskærm.

Nacho og jeg, da vi er kommet
ned på jorden igen

Efter 6 min i luften var det tid til at komme ned igen og det gik stærkt. Der var meget fart på, men jeg vidste at Nacho havde styr på det, så jeg tog det meget afslappende. De andre fra højskolen stod nede på jorden og vinkede til os da vi kom ned og det var endnu en fed oplevelse. Da vi skulle til at lande, kunne jeg godt mærke at mit hjerte begyndte at banke og fik lidt flash back fra sidste gange jeg skulle lande. Men Nacho havde fortalt mig, at når han sagde til så jeg skulle samle benene og bukke dem så højt op mod maven som jeg kunne. Jeg begyndte allerede at gøre det før han sagde til, fordi jeg ikke skulle nyde noget af, at det hele gik galt igen. Men roste mig også og sagde det var godt det jeg gjorde. Heldigvis gik landingen godt og så var jeg mere end lettet og stolt af mig selv. Jeg havde gennemført skydive i 3-4 km højde over Hawaii, i tandem og det hele gik godt. Det var rigtig dejligt og en fed følelse bagefter. Alligevel havde jeg det lidt skidt efter landingen, fordi vi havde lavet alt det oppe i luften og kunne godt mærke jeg var lidt skidt tilpas. Jeg havde en lille smule kvalme, men de var der også nogle af de andre piger der havde, så det var nok en naturlig reaktion. Da vi kom ned, kom alle de andre piger hen til os og skulle selvfølgelig spørge om en hel masse, da de stadig var nervøse og spændte. Men de glædet sig bare endnu mere til at komme op, da de havde set hvordan det var gået med os andre. Så fik vi mulighed for, at se de billeder der blev taget af os, og se den video der blev taget, så vi kunne beslutte om vi ville have det ene eller det andet. Jeg besluttede kun at tage billederne, da filmen ikke var så god igen og fordi jeg får mere glæde af at se billederne senere hen. Så fik vi dem på en dvd og så skulle vi tjekke om vi havde fået de rigtige billeder. Derefter betalte vi også holdte der allerede en bus og ventede på os, så vi kørte stortset hjem med det samme.

Restuaranten hedder jo ikke
Cheececake Factory for ingenting ;-)

På vej hjem var vi alle trætte og turen føltes endnu længere hjem end den gjorde derud. Så da vi kom hjem på værelset, fik jeg lidt at spise, læst lidt i min bog og slappede af. Kl. 17.15 skulle jeg mødes med Lisbeth, Mille, Cecilie og så gik vi hen på Cheesecake Factory, hvor vi skulle mødtes med Sissel og Charlotte. Vi havde valgt at vi ville tage ud at spise på en restaurant for, at fejre at vi alle havde gennemført et vellykket faldskærmsudspring. Vi tog på Cheesecake Factory fordi vi havde snakket om, at spise på den restaurant lige siden vi kom til Hawaii. Mange af de andre piger havde også spist derinde før og sagde det var rigtig godt derinde og forholdsvis billigt. Så vi tog derind og glædet os til at fejre hinanden og få noget godt mad. Jeg fik laks med broccoli og pommes frites og det var rigtig lækkert. Det var dejligt at få laks, da det var længe siden jeg sidst har fået noget med fisk og så elsker jeg laks. Da retten var så stor og vi ikke kunne spise det hele, fik vi alle lov til at få det med hjem i en takeaway box. Det var rigtig dejligt, at vi kunne det og så var der aftensmad til i morgen. Så delte Lisbeth og jeg en dessert, som bestod af æblekage med nøddemix, flødeskum og is. Det var rigtig dejligt og smagte mega godt. Efter ca. 2 times hygge og dejlig god mad, tog vi tilbage til hotellet. På vejen hjem gik vi forbi International Marketplace hvor der står nogle boder, hvor man kan købe alt muligt souvenir og der fik Sissel og jeg købt nogle flotte billeder.

Da jeg kom tilbage til hotellet, skulle jeg skype med mine forældre og håbede på at internettet på værelset virkede så det hele var lidt nemmere. Men vi havde nogle problemer med skype, da den ikke ville vise at vi begge var på. Så efter mange forsøg, gik jeg ned på Starbucks som ligger ved siden af hotellet og så virkede det heldigvis uden nogle problemer. Det var rigtig dejligt at snakke med dem, de var selvfølgelig også rigtig nysgerrige efter at hører, hvordan mit faldskærmsudspring var gået. Heldigvis kunne jeg berolige dem med at sige, at alt gik godt og jeg ikke har brækket noget. Vi havde alle tre en masse at fortælle hinanden, snakkede ca. 45 min og det var rigtig hyggeligt. Det var også rart at hører lidt om hvad der sker hjemme i Danmark og fortælle om alt det jeg oplever. Da vi var færdige med at skype, var det efterhånden blevet sent og så smuttede jeg med det samme op på værelset. Heldigvis var Sissel ikke smuttet i seng endnu, så vi gjorde os sengeklar, læste lidt i vores bøger og lidt efter lagde vi os til at sove.