Første dag i Washington

Et blomstertræ i Arlington Memorail

I dag var det tid til at forlade Philidaphia og da vi var 27 piger, som skulle dele det samme badeværelse var der et stort kaos. Vi stod alle op samtidig, skulle gøre os klar, spise og pakke så vi var klar til at tage af sted. Vi skulle være klar kl. 8.30 og ventede på bussen. Pga. en masse trafik blev bussen forsinket og mens vi stod og ventede kom der en bil kørende og holdte lige ved siden af os. Ud af bilen kom der nogle fyre og lidt ældre mænd, de løb og boksede ud i luften. Vi undrede os lidt over hvad der skete, men synes det var lidt underholdende alligevel da vi bare stod og ventede på bussen. En af de ældre mænd, begyndte at snakke om, at han var verdensmeter i 1992 og at han havde bokset mod Brian Nielsen. Vi troede ikke rigtig på ham og tænkte det sikkert bare var løgn. Så nogle af de andre piger og Jacob søgte om ham på nettet og det vidste sig, at det var sandt.  Han hedder Bert Cooper og fra 64, så det var jo rimelig fedt at vi lige så en kendt på tæt hånd også selvom det er nogle år siden han blev verdenskendt. Da de havde fået lidt opmærksomhed fra os, var de færdige med træningen og kørte derefter igen. Rimelig godt timet for så kom vores bus og så skulle vi kører mod Washington. Køreturen varede 3,5 timer og selvom det lyder længe, så gik tiden alligevel hurtigt og det var dejligt.

Et billed af en lille del af kirkegården

Da vi ankom til Washington mødte vi vores kvindelig guide som hedder Ruth. Det var blevet tid til frokost, så vi kørte hen til et stort indkøbscenter hvor der var alt muligt forskellig mad vi kunne købe. Vi havde kun en halv time, så jeg valgte at købe en cesar salaed og det var rigtig lækkert. Derefter gik turen videre til Arlington Memorial, som er en kirkegård hvor der ligger omkring 350.000 mennesker. Det specielle ved denne kirkegård er, ud over at den er så stor, så ligger der kun mennesker som har været i militæret på den ene og den anden måde. Det kan være soldater som døde i krigen, eller folk som havde været i militæret i flere år. Der skulle hvert fald være nogle krav for, at man kunne blive begravet der. John F. Kennedy, hans kone, den ene af hans døtre og han bror lå også begravet der.

John F. Kennedy's gravsten

Selvom det var en lidt underligt at gå rundt der blandt alle de gravsteder, så var det rigtig flot. Alle gravstene var hvide og det hele var meget velholdt, der gik gartner rundt og passede området så det hele så flot ud. Så kørte vi rundt i bussen og så endnu flere momenter. Byen er seriøst fyldt med en masse momenter og resten af dagen, så vi ikke andet end momenter på vores bustur. Det var spændende nok i starten, men til sidst var det lidt træls at vi ikke så andet. Vejret var heldigvis rigtig lækkert, solen skinnede og der var næsten ingen vind. Jeg fik også sol for første gang på denne tur.

Så var det tid til at vi kunne tjekke ind på vores hostel. Det var dejligt endeligt at komme frem, da vi bare havde startet vore guidetur lige med det sammen vi kom til Washington. Så da kl. var 16.30 kunne vi tjekke ind. Vi bor på Hostelling Internationalt hostel, som ligger meget centralt i byen. Vi fik alle et armbånd lidt a la festival armbånd som vi skal rende rundt med, så de kan holde styr på os og hvis vores værelseskort bliver væk. Igen skulle vi bo 9-10 personer på et værelse, men heldigvis er værelset stort og sengene meget bedre end de andre steder og det var rigtig dejligt. Vi vænner os hurtigt til at bo så mange sammen og er gode til at tage hensyn til hinanden, så det hele også bliver lidt nemmere. Jeg bor på værelse med Sissel, Stinna, Sabine, Katrine, Mille, Mia, Jeanne, Lene og Marie. Vi fik hurtigt fundet vores seng, indrettet os og derefter var det bare at komme i seng…