Polynesien Culture Center

D. 02.05.12


I dag vågnede jeg kl. 06.30, da Sissel skulle ud at løbe en tur. Jeg skulle ikke med, så jeg kunne heldigvis sove en time længere. Vi spiste morgenmad, gjorde os klar og mødtes med resten af holdet nede i lobbyen, da vi skulle på en fælles heldagstur til Polynesien Culture Center i dag. Vi mødtes kl. 09.50 og stod og ventede på bussen, som skulle komme og hente os. Vi stod og ventede rigtig længe på bussen og i mellemtiden stod vi alle og snakkede sammen. Sissel var så uheldig at få en fugleklat på hendes bluse, så jeg løb med op på værelset og hjalp med at fjerne den, mens hun skiftede bluse. Så nåede jeg også lige at få mit headset med, at jeg kunne hører lidt musik i bussen. Vi vidste ikke hvornår bussen kom, så vi skyndte os afsted. Men da vi kom derned, skulle vi alligevel vente et stykke tid da bussen var forsinket. Der var en Pride Parade i byen i dag, og det var derfor bussen var lidt forsinket, da nogle af vejene var spærret af. Men langt om længe kom den heldigvis og så kunne vi bare sidde i bussen og slappe af. Jeg var træt og ikke rigtig gearet til at skulle være afsted hele dagen, men jeg ville også rigtig gerne afsted. Så jeg tog med og håbede det blev lidt bedre op af dagen. Vi skulle kører ca. 1,5 time i bus og det meste af vejen kunne vi få lov til at sove og slappe af, men det sidste stykke tid snakkede vores guide hele tiden. I starten var det okay, men jeg kunne ikke overskue at hører efter og havde egentlig bare mest lyst til at sove. Men han blev ved med at snakke indtil vi var der og når han sagde nogle informationer eller tidspunkter, skulle vi hele tiden gentage det for at gøre ham opmærksomme på at vi forstod det. Det blev han ved med og det var lidt irriterende fordi vi følte os som nogle små børn der ikke forstod det, da han hele tiden gjorde det. Så til sidst blev jeg rigtig træt af det og var næsten ved at gå ud af mit gode skind over det. Det blev belastende, men han og mange af de andre i bussen synes det var sjovt, så han fortsatte bare med at gøre det. Da vi til sidst nåede frem blev jeg lettet over at vi ikke skulle hører på ham mere, men samtidig var jeg stadig ikke helt gearet til at skulle være der. Men på den anden side glædet jeg mig også til det og vidste ikke rigtig hvilke forventninger jeg havde til det, men håbede det blev en sjov og spændende dag.

Indgangen til parken

Polynesien Culture Center er et center, hvor man kan få indblik i 5 forskellige øer, øernes historie og kultur. Der er 5 øer med i Polyniens Culture Center og det er; Samoa, Hawaii, Tahiti, Aotearoa, Fiji og Tonga. Der forskellige lande/øer har hvert sit område i parken, hvor de alle laver nogle forskellige shows i løbet af dagen, underviser lidt i at lave nogle af deres traditionelle ting el. retter og i det hele taget giver et godt indblik i hvordan de lever. Der blev hele tiden lavet nogle shows undervejs, så vi selv kunne tage hen og se og der var mange ting vi ellers kunne se. Så selvom vi skulle være afsted hele dagen, var der masser at give sig til. Da vi kom ind i parken, stod vi lidt og ventede på vores billetter og derefter spredtes vi ud i nogle grupper og så var det op til os selv, var vi gerne ville se. Sissel og jeg spurgte en dame fra informationen, hvilke shows hun synes vi skulle se og valgte alle dem ud, som stod i brochuren/kortet over parken i forvejen. Alle showene var på forskellige tidspunkter og spillede næsten lige efter hinanden. Jeg gik sammen med Milile, Lisbeth, Cecilie, Katrine og Sissel og vi blev hurtige enige om, at vi skulle nå at se så meget vi kunne. Så vi tog det lange ben foran os og skyndtes os fra det ene show til det andet. Det var lidt hårdt, at vi hele tiden skulle skynde os, men samtidig var det også meget sjovt at få det hele med. På et tidspunkt alle øerne repræsenterer sig selv på en båd, lidt a la en tømmerflåde, hvor de lavet en lille opvisning af deres traditionelle danse. Det var meget sjovt og spændende at og det var dejligt vi havde tid til at slappe lidt af, mens vi sad og så det. Det var godt nok også lidt varmt, da solen skinnede fra en skyfri himmel. Men det var rigtig godt og heldigt at det var så godt vejr, ellers havde der været en anden stemning blandt os hvis det havde regnet. Så det var med til at gøre dagen lidt sjovere og det var rigtig dejligt. Da vi havde besøgt alle øerne, var det tid til en lille pause da Mille og jeg ville have en lille sejltur i en båd. Inden dag skulle vi lige på toilet og jeg havde ikke rigtig tænkt over, om jeg havde alle mine ting med mig ud af toilettet igen, så Mille og jeg sætte os ned i båden, mens de andre piger ventede på os på land. Da jeg skulle til at tage nogle billeder, kunne jeg ikke finde mit kamera og kom i tanke om, at jeg havde glemt det på toilettet. Da jeg ikke selv havde mulighed for at gå tilbage og kigge efter det, fik jeg pigerne til at gøre det, men det var desværre væk. Det var selvfølgelig rigtig irriterende at jeg glemte det, men kunne heller ikke gøre så meget ved det, så længe jeg var på den lille sejltur. 


Så er vi klar til at spise

Da vi kom tilbage gik jeg hen til en lille kiosk som lå ved siden af toiletterne og spurgte om hun havde mit kamera. Det havde hun desværre ikke, men jeg skulle prøve henne ved informationen ved indgangen, da de måske havde fået det. På det tidspunkt havde jeg ikke tid til at gå tilbage, da vi skulle i gang med dagen næste program. Vi havde bestilt middag med i vores billet og skulle mødes derhenne, så jeg måtte vente lidt med at finde mit kamera. Det var lidt underligt, men samtidig var det også bedre at vente lidt, så der måske var en større chance for, at mit kamera var blevet indleveret. I mellemtiden skulle vi have noget traditionelt hawaiiansk mad, sammen med en masse andre mennesker. Det var en stod buffet, men heldigvis var det godt arrangeret så det gik hurtig med at få mad. Vi var alle rigtig sultne på det tidspunkt og var spændt på, hvad vi skulle have at spise. Der var en masse mad vi ikke kendte til eller havde smagt før, så vi tog selvfølgelig lidt af det hele, så vi kunne smage det. Der var alt muligt blandet til hovedretten buffeten og personligt brød jeg mig ikke om ret meget af det. Fik smagte det hele, men meget af det var for sødt til at jeg kunne spise det. Så det endte med at jeg spiste mest cesar salad og frugt, men det var til gengæld også rigtig godt. Så var det blevet tid til desserten og håbede på at der var lidt mere lækkert at spise. Da jeg heller ikke havde set eller smagt ret meget af det før, så tog jeg igen lidt af hvert. Men ligesom før var der ikke så meget af det, jeg brød mig om. Jeg plejer ellers ikke at være så kræsen, men selve desserten var også alt for sødt til mig eller også var det konsistensen jeg ikke brød mig om. Så jeg prøvede at smage det hele, men kunne bedst lide chokoladekagen. Jeg sad ved bord med Mille, Lisbeth, Cecilie, Katrine og Sissel, vi sad et stykke fra de andre på holdet, da de sad mere samlet. Men selvom vi ikke sad i nærheden af dem, havde vi det meget hyggeligt alligevel.


 Da vi var færdige med at spise, gik jeg hen til Jacob og fortalte at jeg havde mistet mit kamera og spurgte om han vidste hvornår informationscenteret lukkede. Det gjorde han ikke, så han valgte i stedet at gå med mig derhen med det samme, så vi kunne få styr på det og se om det var blevet indleveret til dem. Så jeg hentede mine ting henne ved bordet og så gik vi derhen med det samme. Jeg var lidt spændt på om kameraet var der, men havde på fornemmelse at det nok var væk for altid. Jacob fortalte heldigvis, at i USA er de meget venlige til at indlevere glemte sager, s å han håbede selvfølgelig også at det var der. Da vi kom hen til informationscenteret nåede Jacob kun lige at fortælle damen at jeg havde mistet mit kamera, inden hun spurgte om det var en Canon kamera. Da hun spurgte om det, tænkte jeg Yes! der har håb forude, da mit kamera er et Canon. Så fandt hun det frem og det lå i det hylster jeg har købt her på turen også tænkte jeg det er løgn. Det kunne ikke være rigtig at jeg var så heldig og samtidig var jeg lettet over at finde mit kamera. Hun bedte mig om at tjekke billederne på det, for at sikre sig at det var mig selvom jeg flere gange sagde at det var det. Men jeg tjekkede det selvfølgelig og var mere en lettet over, at det var mit kamera. Jeg er så taknemlig for, at der er en person der indleveret det i stedet for at beholde det. Jeg er rigtig glad for det og vil ærgre mig rigtig meget, hvis jeg kun hjem uden det. Men heldigvis fik jeg det igen og puttede det i min taske med det samme, så jeg ikke skulle miste det endnu en gang. Pigerne var gået da jeg kom tilbage til det sted hvor vi spiste, så fulgtes med nogle af de andre piger, indtil jeg mødte Mille, Lisbeth, Cecilie, Sissel og Katrine igen. Der var ikke længe til at aftenens store show skulle begynde, så vi gik sammen hen til de forskellige indgange. Vi skulle ikke alle ind af den samme indgang, så Lisbeth, Cecilie og jeg gik hen til en anden indgang end de andre og der stod vi og ventede sammen med Line og Julia. Solen var gået ned på det tidspunkt og med det samme blev det køligt, så jeg havde heldigvis taget jeans med og nåede lige at skifte til dem, inden vi skulle finde vores pladser.



Så er vi klar til, at showet
går i gang

Showet gik i gang kl. 19.30 varede ca. 1,5 time. Alle 5 øer fra tidligere var alle repræsenteret i showet og der var rigtig mange mennesker ind blandt i det. De var alle fælles om at fortælle en historie og lavede nogle rigtig fede tricks undervejs. Der var meget rytmisk musik ind blandet og alle danserne havde meget end en rytmisk krop. Det var rigtig fedt at se og så så legende let ud når de gjorde det. Der var gang i den hele tiden og der var bestemt ikke et sekund hvor jeg kedet mig. Det var meget underholdende hele vejen igennem og det var rigtig fedt at opleve. Vi havde hørt fra nogle forskellige som havde været i Polynesien Culture Center, at showet om aftenen helt sikkert var det bedste ved hele dagen, så vores forventninger til det blev lidt høje. Men det hele helt op til mine forventninger og blev positivt overrasket over det. Det var gennemført hele vejen igennem og alle danserne levede sig virkelige ind i rollerne og det var også med til at gøre hele showet spændende at se. Tiden gik rigtig hurtig, så da showet var færdig kunne jeg sagtens klare at se mere, selvom jeg også var træt efter den lange dag. Da hele showet sluttede, var hele parken lukket så det tog lang tid at komme ud af parken, da alle skulle den samme vej. Vi fandt hurtig vores bus også var vi klar til at komme hjem. Jeg var meget træt på det tidspunkt og kunne ikke vente med at få en lille lur i bussen på vej hjem. Heldigvis snakkede vores guide ikke så meget, så selvom radioen var tændt, sov vi næsten alle på vej hjem. Det eneste irriterende ved denne bustur var, at der var så meget aircondition på, så jeg frøs hele vejen hjem. Selvom jeg havde jeans og langærmet bluse på, så var det ikke nok til at holde varmen helt. Så jeg blev mere end lettet da vi nærmede os byen, men da vi var mange fra forskellige hoteller, skulle vi sætte nogle af først, inden vi kom hen til vores hotel. Heldigvis blev vi sat af lige ude foran hotellet, så det kunne ikke være bedre. Da vi kom op på værelset, var det blevet sent. Så vi kunne ikke overskue så meget andet, end at gøre os sengeklar og lagde os til at sove lidt efter. Det var også tiltrængt efter en lang, spændende, lidt nervepirrende og oplevelsesrig dag.